23. november 2022
Lars Aagaard er ny partner i Kraka Economics
Lars Aagaard siger:
”Det var nemt at beslutte, at jeg skulle blive en del af Kraka Economics – en tænketank, der er gået helhjertet ind i at støtte den grønne omstilling med nøgterne og redelige analyser.
Jeg glæder mig til at supplere det stærke team, der allerede er bygget op i Kraka. Her er min mission helt klar: Kraka skal levere skarpe og relevante analyser, der hjælper Danmark og dansk erhvervsliv med at finde en både økonomisk effektiv og ansvarlig vej til en klimaneutral fremtid. Hvert sekund tæller, men det gør hver krone også.
Kraka kan som få bygge bro mellem den økonomiske sagkundskab og de markante udfordringer og muligheder, der tårner sig op for Danmark og dansk erhvervsliv i bestræbelserne på at mindske vores negative påvirkning af det globale klima.
Med stigende konsensus om de langsigtede mål bliver det svære jo at finde den rigtige vej frem til målet, og der er det min ambition, at Kraka kan spille en konstruktiv rolle som uafhængig analytiker, formidler og økonomfagligt power house. Vi skal have ”the job done”.”
Peter Mogensen, CEO i Kraka, siger:
”Jeg er virkelig glad for, at vi kan tiltrække en grøn kapacitet som Lars Aagaard i Kraka Economics.
Den grønne omstilling er en astronomisk udfordring. Det er efterhånden klart for alle mennesker og virksomheder. De økonomiske spilleregler skal skrives om, så klima kommer til at indgå, og store værdier er på spil. Lige der kan Kraka gøre en forskel.
Med Lars får vi en markant grøn specialist i Kraka. Lars’ store erfaring med det klima- og energipolitiske felt er enestående, og i Dansk Energi er han i den grad lykkedes med at få de vanskelige problemstillinger sat på dagsordenen. Lars er en grøn mand med betydelige analytisk kapacitet og politisk erfaring, og jeg glæder mig over, han har valgt at teame op med Kraka.”
Lars Aagaard er 55 år, født på Fyn og har været ansat på Teknologisk Institut, i Erhvervsministeriet, Dansk Industri og senest været mangeårig direktør for Dansk Energi. Dertil kommer en stribe bestyrelsesposter herunder hos Velux Danmark, Teknologisk Institut, State of Green, Energifonden og Det Energiteknologiske udviklings- og demonstrationsprogram.
Partnergruppen i Kraka Economics består nu af Peter Mogensen, Bo Hammer, Henrik Mulvad og Lars Aagaard.
Kontakt Lars Aagaard: laa@kraka-advisory.com tlf.: 22750450
Kontakt Peter Mogensen via Tina Nikolajsen tbn@kraka.dk tlf.: 27282733