10. oktober 2023

Kraka Economics Image

Vurdering af regeringens udspil for vedvarende energi på land

Regeringen har præsenteret sit udspil for energiparker og VE på land. Der er gode takter, men der er absolut også potentiale for forbedring. Der bliver simpelthen ikke nogen grøn omstilling, hvis det ikke bliver attraktivt for naboer og lokalsamfund at lægge jord til vedvarende energi.

Hovedkonklusioner

Der er positive takter i udspillet, og vi er glade for, at regeringen har ladet sig inspirere af de ønsker, vi har haft – specielt på bedre kompensation.

Vi er dog bekymrede for, at kompensationerne ikke er store nok til for alvor at gøre det attraktivt for lokalsamfundene at lægge jord til VE-anlæg. Hvis det viser sig ikke at være tilfældet, spilder vi værdifulde år i den grønne omstilling. Det er uhensigtsmæssigt og unødvendigt, da der er mulighed for at skrue betydeligt mere op for kompensationerne. For således at være på den sikre side, så vi ikke risikerer at bruge endnu flere år, hvor der ikke sker noget.

Vi er ærgerlige over, at man ikke har sørget for, at VE-udbygningen på land bliver konkurrenceudsat i form af udbud. Vi kan ikke være tjent med en ny åben dør-skandale på land, hvor vi forærer store værdier til en lille kreds af opstillere, fordi der ikke er konkurrence på området.

Vores beregninger viser, at man ved at have udbudt de 32 energiparker, som vi kender det med havvind i dag, kunne have forventet et engangsprovenu på ca. 30 mia. kr.
Herfra skal selvfølgelig beregnes kompensation til naboer, kommuner og natur samt udgifter til jordleje. Med regeringens foreslåede kompensationer er der stadig mange penge tilovers.

Vi er desuden bekymrede for, om der overhovedet er noget særligt ved de 32 projekter, der nu har fået status af potentielle energiparker. Energiparker får entydigt mere attraktive forhold end andre VE-projekter. Derfor fristes man til at tænke, at kommunerne har foreslået projekter, der allerede var på tegnebrættet, som energiparker.

Som ministeren for landdistrikter, Louise Schack Elholm ydermere siger ifm. lanceringen af udspillet, er der stor forskel på projekternes modenhed, og det er ikke sikkert, at de alle ender med at blive til noget. Man kan derfor frygte, at initiativet med energiparker ikke bidrager nævneværdigt til udbygningen grundet almindelig modvilje i kommunalbestyrelserne. Får borgerne ikke nok kompensation, vil de blive utilfredse og, politikerne vil sige nej. Dette er nok den største reelle barriere for at noget sker i praksis.

Kontakt os og hør mere