Kronik: Samfundet kræver en velfungerende finansiel sektor, men tilliden blandt danskerne halter

Af Mikael Bjørk Andersen, director i Kraka Economics; Hugo Frey Jensen, fhv. nationalbankdirektør og senior fellow i Kraka; David Lando, professor på CBS og senior fellow i Kraka; og Peter Mogensen, CEO i Kraka Economics

Bragt i Berlingske tirsdag d. 29. juni 2021

Den finansielle sektor i Danmark – og særligt bankerne – har været i stormvejr. En del af kritikken er velbegrundet. Under finanskrisen i slutningen af 00’erne var den danske finansielle sektor slet ikke gearet til at modstå det stormvejr, der kom til landet udefra, hvilket forstærkede lavkonjunkturen i Danmark. Den manglende modstandskraft betød, at staten var tvunget til at holde hånden under sektoren med en række bankpakker og dermed påtage sig en stor risiko. Samtidig har der i de senere år været en række uheldige enkeltsager, hvor sektoren hverken har efterlevet lovgivningen eller en berettiget forventning om at opføre sig ordentligt. Det drejer sig bl.a. om hvidvask, rod i gældsinddrivelse og inkassosager, og eksempler på rådgivning, som ikke har været i kundernes interesse.

Men debatten om sektoren mangler ofte vigtige nuancer – ikke al kritik har været lige velbegrundet. Det er baggrunden for vores arbejde med projektet ”Kraka Economics-analyser for Danske Bank: Den finansielle sektors betydning for samfundet”. Projektet analyserer finanssektoren og konklusioner foretages i armslængde fra Danske Bank, der finansierer projektet. Udgangspunktet er simpelt: Et velfungerende samfund kræver en velfungerende finansiel sektor, som tåler at blive diskuteret og endevendt. Men diskussion af og beslutninger om sektoren foregår bedst med fakta.

Danskernes tillid

Projektets første rapport fokuserer blandt andet på tilliden til bankerne, konkurrencen i sektoren, og bankernes evne til at modstå kriser. Hovedpointerne fra første rapport uddyber vi nedenfor.

For det første har den finansielle sektor som helhed et tillidsproblem, som dog ikke er meget større end for andre større virksomheder. Og kunderne har faktisk høj tillid til deres egne rådgivere. For det andet har vi på mange måder en meget velfungerende sektor i Danmark, der under corona-epidemien kunne være en del af løsningen på den økonomiske del af krisen snarere end en del af problemet. For det tredje er modstandskraften i sektoren øget markant siden finanskrisen. Skulle det alligevel gå galt, er der gjort meget for at sikre, at staten ikke skal redde nødlidende banker.

Lad os nævne nogle resultater. Først omkring tilliden til sektoren: Som økonomer anser vi det som en selvfølgelighed, at en velfungerende finansiel sektor er en essentiel del af et velfungerende samfund. Hele 86 procent af 3.020 adspurgte danskerne i vores spørgeskemaundersøgelse er enige eller meget enige heri, mens kun 3 procent er uenige eller meget uenige. Der er altså stor forståelse for sektorens betydning. Til gengæld er 32 pct. enige eller meget enige i, at den finansielle sektor, som den fungerer i dag, udgør et problem for samfundet. Ikke overraskende har hvidvasksager stor betydning, men også behandling af udsatte kunder, forløbet under finanskrisen og de negative indlånsrenter spiller ind. Sektoren har således et betydeligt tillidsproblem.

Nuanceret tillidsbillede

Spørger man danskerne om deres tillid til, at forskellige grupper overholder love og regler, er svarene heller ikke opløftende for den finansielle sektor. Ca. 33 pct. af danskerne har høj eller meget høj tillid til sektoren, mens ca. 25 pct. har lav eller meget lav tillid. Tilliden er dog kun en smule lavere end tilliden til større danske virksomheder og på niveau med tilliden til embedsmænd i staten – og folketingspolitikere. Derimod er tilliden til egen bankrådgiver væsentligt højere – 59 pct. har høj eller meget høj tillid. Så billedet af tillid til bankerne har mange nuancer.

Den anden hovedpointe er, at vi i Danmark reelt på mange måder har en velfungerende finansiel sektor. Sektorens over 50.000 medarbejdere løser hver dag mange opgaver, som vi tager for givet – og langt det meste bliver løst upåklageligt. Det kan også måles, hvor effektivt sektoren er drevet, fx ved at se på bankernes driftsudgifter ift. til deres aktiver, dvs. samlede udlån mv. Ifølge de nyeste sammenlignelige tal fra 2017, var Danmark faktisk det land blandt de 15 ”gamle” EU-lande, hvor bankerne var drevet allermest effektivt. I de foregående år var placeringen ikke helt så flot, men dog i alle årene efter finanskrisen noget bedre end gennemsnittet. Det er til gavn for kunderne – og tyder samtidig på en fornuftig konkurrencesituation i sektoren, hvor den i international sammenhæng billige realkredit spiller en stor rolle.

Under økonomiske tilbageslag er det afgørende, at bankerne har kapacitet til at give kredit til privatkunder og til virksomheder, der grundlæggende er sunde, men som midlertidigt har behov for likviditet. Dette var netop tilfældet under corona-krisen, hvor den finansielle sektor fortsat kunne stille kredit til rådighed. At krisen trods alt ikke blev dybere skyldes naturligvis også i høj grad statens massive hjælpepakker samt forløbet frem mod epidemiens udbrud med en meget balanceret højkonjunktur. Men den finansielle sektor var i denne økonomiske krise en del af løsningen og ikke en del af problemet, hvilket står i skærende kontrast til finanskrisen i 00’erne. Det bringer os til den tredje hovedpointe om sektorens modstandskraft over for kriser.

Forøget modstandskraft

Reguleringen af sektoren har ændret sig afgørende siden finanskrisen. Ændringerne kan groft sagt deles op i tre dele. For det første er der indført en række skærpede krav til kapital og likviditet. De systemisk vigtige institutter (de såkaldte SIFI’er) er underlagt særligt skrappe krav. Og hele sektoren er underlagt den kontracykliske kapitalbuffer, som betyder, at bankerne skal opbygge mere egenkapital i gode tider.

Tallene taler også her deres tydelige sprog: Sammenligner man tallene for sektoren inden corona-krisen med tallene lige før finanskrisen, ser man, at kapitalprocenten næsten er fordoblet, og det samme er tilfældet med likviditetsoverdækningen. Eller sagt på en anden måde: Sektorens modstandskraft var forøget meget betydeligt.

Den anden del af reguleringen omfatter øget overvågning af faresignaler i sektoren. Nationalbanken gennemfører stresstest, og ligeledes gennemfører Det Systemiske Risikoråd og Finanstilsynet løbende overvågning. Det giver alt sammen en vis ”bremselængde”, så faresignaler opfanges med tid til at rette op, inden man kører ud over kanten. Samlet set er risikoen for en ny finansiel krise altså kraftigt formindsket.

Endelig er spillereglerne helt anderledes, hvis det alligevel skulle gå galt. Kort sagt er det nu muligt at nedskrive eller konvertere en del af et nødlidende instituts gæld til egenkapital. Det betyder, at man som indehaver af bestemte typer bankgæld under en krise kan få beskeden: ”Beklager, du får ikke dine penge igen – men tillykke, du er nu medejer af banken”. De hidtidige aktionærer mister typisk deres ejerandele ligesom ved en traditionel konkurs, men banken kan fortsætte sin drift og sendes tilbage på markedet i sund forfatning. Dermed vil det ikke være nødvendigt med statslige tilskud eller garantier for at redde bankerne.

En afsluttende krølle på historien om bankerne og deres modstandskraft: Det er faktisk vigtigt for hele samfundet, at sektoren er i stand til at opbygge egenkapital. Bankerne skal netop være i stand til at tjene penge i gode tider, så de har kapacitet til at være en del af løsningen, når kriserne kommer – det var tilfældet under corona-krisen og bliver det forhåbentlig også næste gang, krisen kradser. En velfungerende finansiel sektor er vigtig for hele samfundet – og det er danskerne heldigvis meget enige i.