”Samfundsbidraget” fra den finansielle sektor bringer skatteministeren på glatis

Skatteminister Jeppe Bruus argumenterer i Altinget for, at den finansielle sektor bliver begunstiget af en række særregler, og at en ekstra høj selskabsskat derfor er helt på sin plads. Vi har gennem vores længerevarende samarbejde med Danske Bank fået betydelig indsigt i sektoren, og konklusionen er klar: Argumenterne for strafskatten på banker, pensionskasser mv. lader en del tilbage at ønske set med kolde, økonomfaglige briller.

Det er korrekt, som ministeren skriver, at de fleste finansielle ydelser er fritaget for moms. Han undlader dog at skrive, at sektoren i stedet er pålagt en lønsumsafgift. Samtidig betyder momsfritagelsen, at der er ”indeklemt moms”, dvs., at man ikke kan trække moms fra, når man køber momsbelagte varer og andre tjenesteydelser. Skatteministeriet har tidligere vurderet, at disse to forhold tilsammen betyder, at sektoren er tæt på en skattebyrde, ”som om” der blev betalt moms. Hvis skatteministeriet skulle have ændret mening om dette, er den naturlige løsning selvfølgelig at justere lønsumsafgiften, ikke at ændre selskabsskatten.

Det er også korrekt, at en række finansielle ydelser giver fradrag for både virksomheder og husholdninger. Det vil formentlig være sundt for dansk økonomi, hvis rentefradraget reduceres for husholdningernes, som fx Vismændene tidligere har anbefalet. Men det er meget usædvanligt, at man bruger fradrag – som netop er indført med helt andre økonomiske hensyn for øje – til at argumentere for højere beskatning. Betyder det også, at vi pga. transportfradraget skal lægge højere selskabsskat på benzinstationer og bilsælgere? Eller højere indkomstskat på håndværkere pga. håndværkerfradraget?

Finanssektorens indtjening bringes også i spil som argument for højere selskabsskat på finansielle virksomheder. Skatteministeren skriver, at ”finanssektoren er i dag samlet set en af de brancher, der tjener allerflest penge”. Det er simpelthen ikke rigtigt, hvis man ser indtjeningen i forhold til, hvor mange penge, der er puttet ind i virksomhederne, dvs. egenkapitalen. Faktisk har egenkapitalforrentningen over de seneste 10 år i de store danske banker været på 7 pct. De øvrige store danske virksomheder i C25-indexet har de senere år haft en forrentning, der har været dobbelt så høj som hos bankerne, og bankerne handles i dag til omkring 0,6 gange deres regnskabsmæssige værdi. Også Finanstilsynet har luftet bekymring for, at bankerne ikke tjener penge nok.

Vores syn er fortsat, at bankerne selvfølgelig ikke skal tjene ”for mange” penge. Det kan være udtryk for dårlig konkurrence og andre markedsfejl, og det vil være til skade for både kunderne og samfundet som helhed. Men bankerne skal heller ikke tjene ”for få” penge. Indtjeningen skal helst ligge på et niveau, der passer med risikoen ved bankdrift og samtidigt afspejle, hvor mange penge der er investeret i bankerne. Regeringen mangler afgørende at argumentere for, at indtjeningen skulle være for høj eller at konkurrencen i sektoren skulle være dårlig.

Endeligt overses det, hvordan sund konkurrence på et marked fungerer. Der argumenteres for, at bankerne bare kan vælge at undlade at sende regningen videre til kunderne – det er ”ikke en naturlov” ifl. Skatteministeren. Men det nærmer sig godt nok, hvis konkurrencen i sektoren er nogenlunde sund. Så enten er konkurrencen usund – og så burde man gennem bedre konkurrencelovgivning og håndhævelse rette op på det direkte. Eller også vil en betydelig del af regningen for den højere selskabsskat lande hos kunderne. Det vil faktisk være et sundhedstegn.

Det står naturligvis Folketinget frit for at gennemføre den skattepolitik, det måtte ønske. Men det ville være klædeligt, hvis de faglige argumenter for at gennemføre en højere selskabsskat på finansielle virksomheder stod lidt skarpere.

Læs indlægget i Altinget her.