15. juni 2023
Analyse af opgave- og ansvarskrav samt løn for sygeplejersker
Analysen viser, at sygeplejerskerne i gennemsnit er mindrebetalt med 7,1 pct. i forhold til sygeplejerskernes beregnede løn, når opgaver og ansvar også inddrages i modellen. Det er mere end en fordobling af det, som Lønstrukturkomitéen viser, når man sammenligner uden genetillæg. Anvendes i stedet løn inkl. genetillæg, er mindrebetalingen i den foretrukne specifikation 5,5 pct.
Hovedkonklusioner
Analysen undersøger sammenhængen mellem opgaver, ansvar og lønniveau for sygeplejersker sammenlignet med andre faggrupper. Analysen er baseret på registerdata suppleret med mål for opgaver og ansvar fra den amerikanske O*NET-database. Analysen er udarbejdet for Dansk Sygeplejeråd og indeholder en sammenligning af karakteristika for sygeplejersker med en række andre faggrupper. Herunder tal for niveau af opgaver og ansvar hentet fra den amerikanske O*NET-database.
- Estimation af en lang række specifikationer af en simpel lønmodel for det danske arbejdsmarked baseret alene på danske registerdata. Hovedfokus er en lønmodel baseret på offentligt ansatte, men der estimeres også modeller for hele arbejdsmarkedet.
- Lønmodellen viser, hvordan forhold, der er målbare i registerdata, er prissat på arbejdsmarkedet.
- Estimation af en lang række specifikationer af en udvidet lønmodel for det danske arbejdsmarked, hvor oplysninger fra registerdata er suppleret med mål for opgaver og ansvar hentet fra den amerikanske O*NET-database.
- Både den simple og den udvidede lønmodel anvendes til at skønne, om den faktiske aflønning af sygeplejersker i den offentlige sektor afspejler den prissætning, der i øvrigt gør sig gældende på arbejdsmarkedet, herunder betydningen af at udvide lønmodellen med mål for opgaver og ansvar.
Analysen er bl.a. omtalt i Sundhedsmonitor.