23. september 2024

Kraka Economics Image

National kvalitetsplan for type 2-diabetes - Omkostninger og gevinster ved et nyt grundpakkeforløb

De store konsekvenser forbundet med type 2-diabetes allerede få år efter diagnosetidspunket peger på, at der kan være betydelige potentialer ved at sætte ind tidligt i sygdomsforløbet med forebyggelse, samt bedre og mere sammenhængende behandling. Beregninger i denne rapport viser, at det også kan betale sig.

Opsummering af omkostninger og gevinster (samfundsøkonomien) ved at indføre et grundpakkeforløb: 

  • Et grundpakkeforløb skal sikre, at personer med nydiagnosticeret type 2-diabetes får en mere systematisk og koordineret start på deres behandling, så forværring og alvorlige følgesygdomme i højere grad forebygges. Hovedelementerne er bl.a. tidlig og systematisk screening for følgesygdomme, patientuddannelse, tværsektorielt samarbejde, standardiseret behandlingsforløb og regelmæssig opfølgning.

 

  • Grundpakkeforløbets elementer vil i starten af et behandlingsforløb give en øget aktivitet i særligt det primære sundhedsvæsen, men vil på længere sigt føre til besparelser i sundhedsvæsenet. Det skyldes færre følgesygdomme og kontakter, som følge af at grundpakkeforløbet giver nydiagnosticerede med type 2-diabetes en bedre sygdomsmestring og et hurtigere fald i langtidsblodsukker.

 

  • Analysen er baseret på plausible, men konservative skøn for, hvordan grundpakkeforløbets elementer vil forbedre langtidsblodsukkerniveauet blandt forskellige grupper af mennesker med type 2-diabetes.

 

  • Samlet set vil indførelsen af grundpakkeforløbet for nydiagnosticerede med type 2-diabetes give en forventet budgetøkonomisk nettogevinst på ca. 43 - 49 mio. kr. årligt, fordelt på tre elementer: 1) øget aktivitet i almen praksis, 2) øget henvisning til kommunale tilbud og 3) sammedagsscreening og øget henvisning til screening. De tre elementer giver anledning til omkostninger ved meraktivitet, som modsvares af gevinster ved færre udgifter til behandling af følgesygdomme over tid.

 

  • Gevinsterne omfatter færre udgifter til med behandling af følgesygdomme forbundet med type 2-diabetes, som opnås for hver nydiagnosticeret igennem en længere årrække efter de har gennemført grundpakkeforløbet. På denne måde skal grundpakkeforløbet ses som en investering, der foretages for hver nydiagnosticeret med type 2-diabetes, hvor afkastet – forebyggelse af følgesygdomme – betaler sig hjem over resten af deres sygdomsforløb, som følge af at de har færre kontakter i sundhedsvæsenet.

 

Dertil kommer der årligt ca. 86 mio. kr. i yderligere samfundsøkonomiske gevinster som følge af mindre sygefravær, og dermed undgået tab af lønindkomst. I alt er de årlige samlede samfundsøkonomiske gevinster ved indførelse af grundpakkeforløb for type 2-diabetes ca. 132 mio. kr.

Kontakt os og hør mere