Kraka Economics Image

Analyse af lokationer til UNICEF's nye humanitære verdenslager

Nordhavn er hverken den mest optimale eller samfundsmæssigt billigste lokation for UNICEF's fremtidige verdenslager i Danmark. Kraka Economics fremlægger tre anbefalinger til beslutningstagerne.

Baggrund

Det humanitære verdenslager i Nordhavn dækker ikke længere UNICEFs kapacitetsbehov, hvorfor UNICEF har anmodet den danske regering om opførelse af et nyt og større varelager og kontorhus i Nordhavn. Det ønske har den danske regering imødekommet, og en udbudsproces vedrørende opførelse af et nyt lager er derfor i gang. Rapportens formål er at belyse, om Nordhavn er den åbenlyst optimale lokation for et nyt varelager, eller om udbuddet i stedet bør være åbent for andre geografiske lokationer, som opfylder UNICEFs behov. 

Vi analyserer de relevante forhold for Nordhavn samt tre alternative lokationer: Aalborg Havn, Fredericia Havn og Kalundborg Havn. Hver havn vurderes ud fra en række centrale kriterier, herunder samfundsøkonomi, adgang til containerterminal, nærhed til lufthavn, tilgængelighed af arbejdskraft, hensynet til et Danmark i balance samt byggeteknisk fleksibilitet. På baggrund af denne analyse sammenligner vi de forskellige lokationer og vurderer, om Nordhavn klarer sig godt, på niveau eller dårligt inden for hvert kriterie. 

Konklusion

Nordhavn er blot den bedste lokation inden for et ud af seks kriterier. Vores analyse viser fx, at Nordhavn er den dyreste lokation og har en tilsvarende adgang til en containerterminal som de alternative lokationer. Analysen konkluderer derfor, at der er fordele ved at placere UNICEFs nye varelager et andet sted end i Nordhavn, og at udbuddet derfor bør åbnes op. Hvis Nordhavn er den optimale placering, så vil den også vinde udbuddet.

Hvis man flytter UNICEF-lageret væk fra Nordhavn, viser vores beregning, at det vil give en samfundsøkonomisk besparelse, der svarer til at kunne give livsredende mad til mellem 6.000 og 8.000 børn hele året rundt de næste 30 år.  

Anbefalinger

På baggrund af resultaterne i dette arbejde, har vi udarbejdet tre anbefalinger til beslutningstagerne: 

  • Anbefaling 1: Sæt udbuddet i Nordhavn på pause
    Analysen konkluderer, at Nordhavn ikke er den åbenlyst optimale lokation, og der kan derfor være fordele ved en alternativ lokation. Man bør derfor standse det igangværende udbud. 

 

  • Anbefaling 2: Foretag en analyse af UNICEFs behov
    UNICEFs faktiske behov bør undersøges, fordi Nordhavn ikke er den optimale lokation inden for alle analyserede kriterier og andre moderne lagerfaciliteter kan opføres markant billigere. Har UNICEF fx behov for den grad af højautomatisering, der gør lageret markant dyrere end andre moderne lagerfaciliteter? En grundig behovsanalyse kan inkludere relevante forhold beskrevet i denne rapport. Det vil skabe et bedre grundlag for et efterfølgende udbud. 

 

  • Anbefaling 3: Lav et åbent udbud
    Der bør designes et nyt udbud, som ikke afgrænser sig geografisk til Nordhavn, da analysen viser, at andre lokationer klarer sig bedre inden for flere af de væsentlige kriterier. Udbuddet kan inddrage relevante forhold beskrevet i dette arbejde. Det vil understøtte, at UNICEFs nye lager etableres på den mest hensigtsmæssige lokation.

Kontakt os og hør nærmere