DB-KA rapport 1 forside udklip

Den finansielle sektors betydning for samfundet - en samfundspartner?

Dette er den første samlede rapport i samarbejdet mellem Kraka Economics og Danske Bank. I rapporten præsenterer vi bl.a. nye analyser af samspillet mellem den finansielle sektor og resten af samfundsøkonomien, og danskernes tillid til sektoren.
July 9, 2021

Læs hele rapporten her

 

Danskerne flytter hver dag milliarder af kroner rundt, uden at vi egentlig skænker det ret mange tanker. Vi betaler for vores daglige fornødenheder med betalingskort eller kontanter, og har nogen lagt ud for os, overfører vi penge til dem via MobilePay. Lønnen går ind i slutningen af måneden og er tilgængelig med det samme, og vi betaler vores regninger via netbanken, når det da ikke gennemføres automatisk via betalingsservice.

 

Mange af de lidt større beslutninger er kun mulige, fordi vi kan låne til de store investeringer. For privatpersoner gælder det fx køb af bil og bolig, sidstnævnte bl.a. via et velfungerende realkreditmarked. Og for virksomheder gælder det investeringer i bygninger, maskiner og grej, så der kan blive produceret noget og skabt arbejdspladser. Samtidig sparer vi op som aldrig før, særligt til pension.

 

Alle disse funktioner og mange andre udføres af den finansielle sektor, og funktionerne er helt centrale i et velfungerende, moderne samfund. Tilliden til sektoren er dog alvorligt udfordret, hvilket undersøgelsen i denne rapport bekræfter. Her spiller eftervirkningerne fra finanskrisen i slutningen af 00’erne ind, ligesom der har været stort mediemæssigt fokus på en række uheldige sager, hvor sektoren ikke har efterlevet hverken lovgivningen eller en berettiget forventning om at opføre sig ordentligt.

 

Men debatten mangler ofte vigtige nuancer. Fx er sektorens rammevilkår ændret betydeligt efter finanskrisen. Dermed er risikoen for, at en ny krise reelt tvinger staten til at stille sikkerhed og midler til rådighed for virksomheder i sektoren, formindsket markant. Samtidig er det vigtigt med en bredere forståelse af de samfundsmæssige funktioner, sektoren udfører. Funktioner, der skaber værdi ikke kun for de få, men for den brede befolkning.

 

Denne rapport fra Kraka Economics om den finansielle sektor bidrager netop med nogle disse nuancer. Rapporten er udarbejdet for Danske Bank og er den første i et længevarende samarbejde, som har til formål at formidle fakta om den finansielle sektor, dens udvikling og samfundsmæssige betydning. Et velfungerende velfærdssamfund kræver en velfungerende finansiel sektor. Og diskussion af og beslutninger om sektoren foregår bedst med fakta.

 

Over de kommende år vil vi gå i dybden med en lang række af de temaer, som er centrale for sammenspillet mellem den finansielle sektor og resten af samfundet. I denne rapport præsenterer vi et indledende overblik over sektoren, dens roller og samfundsmæssige betydning.

 

God læselyst.

Ved henvendelse, kontakt os her