Store dilemmaer - frihedsenergi frem for Putin power

Før den 24. februar 2022 handlede klimapolitikken grundlæggende om afvejningen mellem omkostningseffektivitet på den ene side og begrænsning af lækage, udflytning af arbejdspladser mv. på den anden side. Nu er der imidlertid kommet geopolitiske hensyn på banen, som reelt ikke har spillet nogen rolle i de senere år. 

Dermed skal vi fremover styre efter to mål i energi- og forsyningspolitikken. Det er ret oplagt, at vedvarende energi og hensyn til klimaet på den lange bane fint kan gå hånd i hånd, og alle forventer, at den russiske invasion vil accelerere den grønne omstilling. På kortere sigt opstår der dog nogle dilemmaer mellem klimahensyn og geopolitik, som kræver politisk stillingtagen. Det kan betyde, at vi skal gennemføre klimatiltag i en anden rækkefølge end den, der så bedst ud for blot nogle uger siden.

Dilemma 1: Klimaøkonomi eller krigsøkonomi?

Naturgas har hidtil været tænkt som en overgangsteknologi, som var mindre klimabelastende end olie eller kul. Men hvis importen af russisk gas skal nedbringes meget hurtigt, bliver alt, der direkte kan erstatte gasafbrænding, pludselig attraktivt på den korte bane – kul, atomkraft og især olie.

Den globale olieforsyning bliver næppe påvirket meget negativt af krigen, og en evt. europæisk og amerikansk boykot af russisk olie vil formentlig ikke have voldsom betydning. Olie er forholdsvist nemt og billigt at transportere, og derfor vil olien i vid udstrækning blot blive sendt rundt i den globale økonomi på lidt andre måder end hidtil. Det er altså muligt at skrue op for især olieforbruget. Men prisen er højere udledninger af CO2e på kort sigt. Derfor må det heller ikke stå alene, men skal følges op med andre ambitiøse klimatiltag. Her kan midler til forskning have markant betydning, og vi har brug for en mere offensiv offentlig tilgang til forskning og udvikling.

Dilemma 2: Hvor hurtigt skal vi elektrificere – og i hvilken rækkefølge?

Et svar på at mindske gasafhængigheden er selvfølgelig at elektrificere så meget og så hurtigt, det overhovedet kan lade sig gøre. Det helt oplagte i Danmark er erstatning af gasfyr med varmepumper eller fjernvarme. Det er en nem måde at skifte fra gas til el, som gavner klima og geopolitik.

Problemet er dog, at elektricitet i Europa også produceres på gas, særligt i spidsbelastningsperioderne. Og på kort sigt er det ikke så nemt at øge kapaciteten til at producere elektricitet baseret på sol og vind. Dermed er det ikke al elektrificering, der nu og her formindsker vores afhængighed af russisk gas.

Paradoksalt nok trækker det i retning af at mindske hastigheden af den grønne omstilling de steder, hvor olie kan anvendes i stedet. Det vil fx sige mindre produktion af de PtX-produkter, der er brint fremstillet af grøn elektricitet, og som kan anvendes i skibe og fly. Den politiske ambition om grønne indenrigsflyvninger allerede i 2025 bør i det lys genovervejes, fordi PtX-produktionen til det formål er meget strømkrævende. Den strøm kunne alternativt være gået til enten at nedbringe gasindholdet i vores strømforbrug eller at lave andre PtX-produkter, der er rettet mod at erstatte naturgas. Det betyder også, at elbiler på den korte bane ikke er lige så samfundsmæssigt attraktive, som de var for blot nogle uger siden. Dilemmaet er altså, at tiltag med et langt grønt perspektiv faktisk er kontraproduktive ift. hurtigt at blive fri af gasafhængigheden.

En opfordring til politikerne er derfor at revurdere planlægning af elektrificering og genbesøge PtX-strategien i lyset af den nye geopolitiske situation.

Dilemma 3: Klima- og geopolitik vs. naturen og borgerne

I en lang årrække har det i Danmark været vanskeligt at opføre nye vindmøller på land eller etablere solcelleparker. Det skyldes bl.a. lange sagsbehandlingstider, god klageadgang, og at der er lagt høj politisk vægt på visuelle og andre gener af at bo i nærheden af landvindmøller og andre anlæg til vedvarende energi. Også naturbeskyttelse og hensyn til dyrelivet vægtes højt. I den mere kuriøse afdeling har kirkerne endda vetoret over for vindmøller på land, hvis det kan forstyrre udsigten til eller fra kirken.

Det står også klart, at den eneste udvidelse af vedvarende energi, der er mulig inden for 1- 3 år, netop er landvind og solceller. Mener vi i Danmark fortsat, at vi nærmest slet ikke vil udbygge landvind og kun meget tøvende vil etablere solcelleparker – eller vil vi afveje disse hensyn anderledes i lyset af behovet for at blive mindre afhængige af russisk gas og sætte turbo på den grønne omstilling? Øget udbygning af landvind og solceller på arealer man gerne vil beskytte af naturhensyn kunne gøres midlertidige. Dvs. de kan afmonteres, når de er slidt ned, og man kan vende tilbage til høje hensyn til naturbeskyttelse, når vi ikke længere står med et lige så akut problem.

Det bør også overvejes, om vi kan myndighedsbehandle kystnære havvindparker hurtigere, så de kan etableres inden for en kortere årrække.

Akut brug for kortsigtede tiltag

Regeringen har lagt ambitiøse langsigtede planer. Det gælder udbygningen af PtX i Danmark, og det gælder opførelsen af en energiø i Nordsøen med en kapacitet på op til 10 GW. Denne kan dog næppe fremrykkes meget ift. en allerede stram tidsplan.

Energiøen i Nordsøen bliver alt andet lige et bedre projekt, hvis energipriserne også er høje, når vi når frem til ibrugtagning omkring 2033. Måske så meget bedre, at man bør overveje at bygge kapaciteten op hurtigere end oprindeligt planlagt – dvs. hurtigere gå fra de initiale 3 GW til den fulde kapacitet på 10 GW.

Regeringens strategi for udbygning af grøn strøm har hidtil haft stort fokus på langsigtede projekter, særligt energiøerne. Men lige nu er der behov for at prioritere alle kræfter på tiltag, som kan igangsættes hurtigt og levere grøn strøm inden for en langt mere overskuelig årrække. Så regeringen burde vaske tavlen ren og genoverveje de eksisterende aftaler – både skaleringen og rækkefølgen.

Ruslands invasion af Ukraine har vendt op og ned på de planer, der skulle rulles ud for at få os godt gennem den grønne omstilling. Vanskelige beslutninger før den 24. februar fremstår nu åbenlyst enkle i den nye situation, hvor frigørelsen fra Putins olie og gas skal balanceres med en grøn omstilling af EU. Selvom det er blevet nemmere at se de rigtige valg for sig, er de bestemt ikke blevet lettere at gennemføre politisk. Det kræver en ny politisk strategi, men først helt basalt et gennemarbejdet beslutningsgrundlag. Den tid, det tager at frembringe, må nødvendigvis prioriteres akut, hvis vi vil undgå økonomiske og samfundsmæssige fejlskud, der koster os både velstand og hastighed i omstillingen.

Kronikken er bragt i Berlingske den 30. marts 2022.