Finanssektoren skal forvalte den grønne guldgrube med omhu

Af Mikael Bjørk Andersen, director i Kraka Economics; Hugo Frey Jensen, fhv. nationalbankdirektør og senior fellow i Kraka; David Lando, professor på CBS og senior fellow i Kraka. 

Kronikken er bragt i Jyllands-Posten mandag den 8/8.

Den grønne omstilling vil kræve milliarder i nye investeringer. Den finansielle sektor har i en dansk sammenhæng har været meget offensiv med at markere sig på den grønne dagsorden, og der går nærmest ikke en uge, før man hører om pensionskasser eller banker, der vil bidrage på den ene eller den anden måde, typisk med tilsagn om meget store milliardbeløb til grønne lån og investeringer.

Det er godt at være ambitiøs, og det er jo svært at være uenig i målsætningen om at ville accelerere den grønne omstilling. Men vi kan godt tillade os at forvente en høj standard på det punkt. Finanssektoren har tidligere været en motor for store omstillinger af samfundet og har de bedste forudsætninger for at blive det igen. Men der venter herfra stadig et hårdt stykke arbejde for at leve op til retorikken.

For eksempel er der blandt investorer og pensionsopsparere en kæmpe interesse for at investere bæredygtigt med ekstra fokus på klima. I vores nye rapport i projektet ”Kraka Economics-analyser for Danske Bank: Den finansielle sektors betydning for samfundet” viser vi endda, at de danske pensionsopsparere er klar til at investere mere grønt, også selv hvis det skulle koste noget på afkastet. Det er en oplagt mulighed for finanssektoren endnu engang bidrage til en stor samfundsomstilling ved at gøre hvad den er bedst til: at kanalisere kapital hen hvor der er brug for det. Men det giver også bankerne og pensionskasserne et kæmpe ansvar for at gøre deres produkter gennemskuelige og samtidig sikre, at kundernes penge bliver placeret i investeringer, som rent faktisk bidrager til den grønne omstilling. Her står finanssektoren overfor store udfordringer.

Et aktuelt eksempel: En sag med enormt skandalepotentiale er i gang med at blive rullet ud i Tyskland. Den store kapitalforvalter DWS Group er blevet ransaget af politiet, direktøren er gået af, og alle holder vejret. Virksomheden er under mistanke for at have solgt investeringsprodukter, der skulle være grønne, men slet ikke var det alligevel.

En anden udfordring er, at mange bæredygtige investeringsfonde er bygget på store ratingbureauers vurderinger af virksomheders ESG-rating, dvs. "miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige" praksis. Et af flere problemer er, at vurderingerne ikke altid måler en virksomheds indvirkning på klimaet og samfundet, som investorerne foranlediges til at tro. Et af de største rating bureauer, MSCI, måler faktisk det omvendte med deres ESG-ratings: hvordan miljø- og klimaforhold kan påvirke virksomheden og dens aktionærer. Det vil sige, at høje udledninger af CO2 ikke nødvendigvis får indflydelse på virksomhedens ESG-rating. Det er selvfølgelig udmærket, at banker og investorer får bedre mulighed for at vurdere risikoen ved en virksomhed, så man kan tilpasse kredit- og investeringspolitikken. Det er også en vigtig komponent at have styr på de ændringer i risikobilledet, der opstår som følge af den grønne omstilling.  Men det skal være gennemsigtigt, så der ikke opstår forvirring, om man med ”grøn” mener en virksomhed med lave eller i hvert fald faldende udledninger, og som derved bidrager til omstillingen, eller en virksomhed hvor den fremadrettede indtjening ikke i afgørende grad er i fare pga. den grønne omstilling.

I vores rapport bliver det dokumenteret, hvordan den samme virksomhed kan blive vurderet vidt forskelligt af de forskellige ratingbureauer på miljø- og klimadelen af ESG-målet. I analysen har vi set på danske virksomheder i C25-indekset, så det burde være virksomheder, hvor målingerne blev foretaget grundigt og på baggrund af en betydelig mængde information. Kort sagt lader det nuværende system til måling af, hvad der er grønt og ikke-grønt, meget tilbage at ønske. På trods af dette slår ESG-fonde hvert år rekorder i investerede midler.

Den manglende gennemsigtig ift., hvad der reelt er grønne og ikke-grønne investeringer giver banker, pensionskasser og kapitalforvaltere problemer på to måder. For det første svækker det den finansielle sektors evne til effektivt at bidrage til den grønne omstilling. En hovedrolle for sektoren er netop at udføre de traditionelle kerneopgaver med høj kvalitet, især effektivt at kanalisere kapital effektivt hen til rentable projekter og sige nej til de ikke-rentable. Det kræver selvfølgelig, at rammebetingelserne for grønne investeringer er i orden i form af forudsigelige afgifter eller tilskud, så omstillingen bliver markedsdrevet. Men det kræver også, at der er styr på, hvor grønne virksomhederne er, så påvirkning af indtjeningsmuligheder og risiko kan vurderes korrekt.

For det andet har sektoren fået tildelt en samfundsopgave - og også selv påtaget sig den - i form af at stå på mål for, at midler som skal placeres grønt, også faktisk bliver det. Det er på mange måder en ny situation at skulle kunne forsvare andet og mere end afkast og risiko overfor kunderne og offentligheden, og det er en rolle med store faldgruber. EU’s nye taksonomi på området er et skridt i den rigtige retning, fordi den principielt sætter ensartede rammer for, hvordan man bør måle og veje. Men den praktiske implementering bliver byrdefuld både for bankerne og resten af sektoren og for virksomhederne.

Hvis man får styr på måleproblemerne med hvad der er grønt og ikke-grønt, kan det dog danne grundlag for en stærk støtte til den grønne omstilling. Man må forvente, at finansieringsomkostningerne til grønne investeringer bliver lavere end til ikke-grønne investeringer fremadrettet. Det skyldes både, at investorerne er villige til at få lavere afkast på grønne investeringer, som fx danske pensionsopsparere i vores undersøgelse, og fordi grønne investeringer vil få lavere risiko. Lavere finansieringsomkostninger vil alt andet lige få investeringerne i den grønne omstilling til at ske hurtigere. Det er ikke uvæsentligt, når vi alene i Danmark skal investere mindst 800 mia. frem mod 2030 i grønne løsninger.

Et eksempel på, at lavere finansieringsomkostninger kan være med til at rykke på hastigheden, er bankernes tilbud til private kunder grønne billån. Her har bankerne i Danmark gradvist indført denne mulighed, som indebærer lavere rente, hvis man låner til en grøn bil i stedet for en konventionel fossilbil. Det har faktisk en effekt. Vores analyse peger på, at blandt de kunder, der havde mulighed for at få sådanne grønne billån i 2019-2020, kom der 11 pct. flere grønne biler på vejene på grund af denne finansieringsmulighed. Mens det i 2019 kun var ca. 35 pct. af bankkunderne, der havde adgang til sådanne lån, er tallet i dag 80 pct.

Lidt flere grønne biler på vejene redder selvfølgelig ikke klimaet. Men det viser, at grøn finansiering har en effekt. Perspektivet er dermed stort, hvis det lykkes at gøre grøn finansiering billigere og udbredt til mange flere dele af økonomien. Det skal ske på markedsmæssige vilkår, med høj gennemsigtighed ift., hvad der er grønt og ikke-grønt, og det kræver ligeledes, at rammevilkårene fra politisk hold i form af CO2-afgifter og målrettet støtte indrettes fornuftigt.  

Bankerne og resten af den finansielle sektor kan altså i høj grad være med til at understøtte den grønne omstilling. Men det er en farefuld sejlads, sektoren har begivet sig ud i, og der skal navigeres meget kompetent – ellers risikerer det at give alvorlige ridser i lakken. Og vigtigere endnu kan det have konkret betydning for, hvor hurtigt og effektivt vi når i mål med den store samfundsopgave, der ligger foran os. Evner forpligter.