Opsparing

Unge med fritidsjob sparer mere end dobbelt så meget op som unge uden

Børn og unge med fritidsjobs sparer typisk mere end dobbelt så meget op fra de er 12-17 år, sammenlignet med dem uden et fritidsjob i ungdomsårene. For gruppen af børn og unge, der har et fritidsjob i ungdomsårene, er den typiske opsparing ca. 11.200 kr., mens den for børn og unge helt uden fritidsjob er ca. 4.700 kr.  Mens forskellene i opsparing mellem drenge og piger er små, er der stor geografisk variation i børn og unges opsparing. Det viser en ny analyse, som Kraka Economics har udarbejdet for Danske Bank.
April 24, 2023

Højere opsparing blandt unge med fritidsjob
Børn og unge med fritidsjob sparer mere op, fordi de har et fritidsjob. Det konkluderer vi på baggrund af en sammenligning af to grupper af børn og unge: en gruppe uden et fritidsjob i alderen 13-17 år sammenlignes med en gruppe, som ikke har et fritidsjob som 13-15-årige, men har et fritidsjob i begge de kalenderår, hvor de fylder 16 og 17 år. Vi ser på den årlige opsparing i banken, dvs. ændringen i saldoen på bankkontoen ved udgangen af kalenderåret ift. året før. Det er således udtryk for, hvor meget de unge har sparet op i løbet af et givent år – og ikke hvor høj saldoen er. De to grupper af unge sparer årligt det samme beløb op i gennemsnit i de år, hvor begge grupper ikke har noget fritidsjob, og hvor deres opsparing derfor fx afhænger af lommepenge fra deres forældre. At de to grupper sparer op på samme måde, så længe begge grupper ikke har et fritidsjob, men derefter divergerer, er en stærk indikation af, at den ekstra opsparing netop skyldes de ekstra penge, som de unge tjener i deres fritidsjob.

 

Det er muligt at læse om analysen i AvisenDanmark.

 

For hver 1.000 kr. unge tjener på deres fritidsjob, sparer de ca. 116-174 kr. op
De 16-årige sparer i gennemsnit ca. 174 kr. op for hver 1.000 kr. de tjener, mens de 17-årige sparer ca. 116 kr. op for hver 1.000 kr. de tjener. Vi fokuserer på de 16-17-årige, idet de tjener 81 pct. af børn og unges samlede lønindkomst. 


Konfirmationseffekten - børn og unges bankopsparing stiger markant fra de er 14 til 15 år 
Ser man på alle børn og unge – uanset om de har et fritidsjob – stiger opsparingen i gennemsnit med ca. 8.700 kr. fra de er 14 til 15 år. Dette er 4.900 kr. mere end den næsthøjeste årlige opsparing, der forekommer fra de er 13 til 14 år. Denne markante stigning kan fx skyldes pengegaver i forbindelse med konfirmationen. Der er dog betydelig forskel i størrelsen af denne konfirmationseffekt afhængigt af forældrenes formuer: for børn og unge med forældre, der har mere end 120.000 kr. i bankopsparing, stiger opsparingen med ca. 12.500 kr. fra de er 14 til 15 år. Det er 6.300 kr. mere end de 6.200 kr., som børn og unge med forældre, der har mindre end 120.000 kr. i bankopsparing, typisk sparer op.

 

Blandt børn og unge med høj lønindkomst, sparer drengene mere op
De drenge, der vælger at arbejde så meget, at de tjener mere end 50.000 kr. i samlet lønindkomst fra de er 13-17 år, sparer typisk 1.500 kr. mere op end piger, der har tilsvarende høje lønindkomst i ungdomsårene. 

 

I de vestjyske kommuner sparer børn og unge flittigt op fra fritidsarbejde 
I de vestjyske kommuner arbejder børn og unge meget og sparer meget op. De vestjyske kommuner har generelt både en høj andel af børn og unge, der tjener relativt meget på deres fritidsjob og en høj andel af børn og unge med en relativt høj samlet opsparing. Til sammenligning er en del af de nordsjællandske kommuner kendetegnet ved en lav andel af børn og unge, der tjener meget på deres fritidsjob, men har trods dette en høj andel af børn og unge, der sparer meget op.

 

Allerede fra 15-årsalderen har næsten alle en bankopsparing
I 13-15-årsalderen sker der en stor udvikling i andelen af børn og unge med en bankopsparing. Allerede fra 15-årsalderen har 96 pct. af alle børn og unge en bankopsparing, dvs. egen konto i et pengeinstitut med en positiv saldo. For de 17-årige er det ca. 99 pct., der har en bankopsparing, sammenlignet med ca. 25 pct. for de 13-årige.

Ved henvendelse, kontakt os her