Jeppe og Peter

Fonden Kraka sælger konsulentdelen Kraka Economics til Maj Invest

Maj Invest opruster på den analytiske front ved at købe analysevirksomheden Kraka Economics, der hidtil har været ejet af Fonden Kraka. Kraka Economics skifter i den forbindelse navn til Kraka Economics. Købet styrker tænketanken Kraka økonomisk med både købssummen og en årlig andel af Kraka Economics overskud, der føres tilbage til Fonden Kraka. Kraka Economics og Fonden Kraka vil således også fremover fortsætte under samme tag og med samme purpose, nemlig at oplyse debatter og kvalificere beslutninger med økonomfaglige analyser.
March 25, 2024

Maj Invest er en investeringsvirksomhed og et videnshus, som i arbejdet med forvaltning af kapital baserer sine investeringer og rådgivning på faglige økonomiske analyser. Ved at indlemme Kraka Economics i Maj Invest-familien er det muligt at styrke begge parter. Og fællesnævneren, der gør sammenføjningen mulig for Maj Invest og Kraka, er netop datadrevet faglighed: Kompromisløs økonomisk videnskab. Kraka Economics får nu mulighed for at udvide analyseaktiviteterne og derigennem kvalificere den offentlige debat og sikre bedre beslutningsgrundlag på områder, der vedrører os alle.

 

Maj Invest ser desuden investeringen i Kraka Economics som en mulighed for at bidrage til det samfund, som i de seneste tyve år har udgjort rammen for virksomhedens aktiviteter. Købet kommer i høj grad Maj Invests investeringskunder til gode i kraft af en styrket analysekapacitet, hvor Maj Invests makrofokus komplementeres med bredere samfundsrelaterede analyser – ikke mindst inden for klimaområdet, bl.a. ESG, der vil blive søgt kraftigt opprioriteret i de kommende år.

 

Kraka Economics fortsætter som selvstændig virksomhed
Maj Invest og Kraka Economics skal fortsat drives som to separate og selvstændige selskaber i hver deres markeder og med hver deres kunder.

 

Kraka Economics bliver fremover en del af Maj Invest familien, men forbliver eget selskab med egen adresse under ledelse af Peter Mogensen, som i forbindelse med købet indtræder i direktionen for Maj Invest med ansvar for research på tværs af begge organisationer. Jeppe Christiansen indtræder desuden som bestyrelsesformand i Kraka Economics.

 

Adm. direktør i Maj Invest, Jeppe Christiansen:
- For Maj Invest er det vigtigt, at opkøbet af Kraka Economics bidrager til en datadrevet og analytisk styrkelse af beslutninger, ikke mindst i forhold til udfordringer på klimaområdet. Samtidig kan vi i Maj Invest få konkret glæde af ejerskabet på analysesiden. Jeg ser virkeligt frem til at udforske vores fælles potentiale og forventer, at det styrker den analytiske kapacitet, der bliver til gavn for kunderne i Maj Invest.

 

Direktør i Kraka Economics, Peter Mogensen:
- For Kraka Economics er Maj Invest en drømmeejer at gå fremtiden i møde med. Maj Invest sætter datadrevet viden øverst, som vi gør, og vi deler viljen til at levere saglige analyser til gavn for kundernes beslutninger. Salget gavner Kraka Economics og derigennem i den grad også tænketanken Kraka. Jeg glæder mig umådeligt til samarbejdet med Jeppe og alle de dygtige mennesker i Maj Invest.

Ved henvendelse, kontakt os her